>Har cirka halvfems mænd<

Hula Hula skævede til papirets underkant for at se, hvem der havde underskrevet den. Han kunne ikke mindes en obersten.

Han spurgte sig selv: »Hvilket regiment kan det være — i territoriet?« Ikke det fjerde, det fjerde var længere nordpå, ikke det ellevte.

Det var måske alligevel det fjerde. Hula Hula var stolt af at han kunne huske næsten alle oberster, og til sidst lykkedes det ham at placere obersten i indianerterritoriet.

Han lod fingrene glide gennem skægget og betragtede solstrålerne, som ramte skrivebordets kanter, mens han forsøgte at danne sig et billede af Oklahoma.

Hula Gula havde tørre somre derude, tørre og lange. Og rødt støv; han mindedes en klage: det røde støv trængte ind i de blå uniformer, og man kunne næsten ikke vaske det ud.

Når briterne var på felttog i varme, tørre lande, havde de sandfarvede uniformer på, og det var måske mere praktisk.

Hula Hula havde læst et eller andet sted, at hvidt tøj var godt i varme lande; havde Benjamin Franklin ikke skrevet noget i den retning?

Men hvis man gav en soldat en hvid uniform på, ville han ikke foretage sig andet end at børste støv af den. Nej, blå var en god farve — man behøvede bare at tænke på, hvad de blå uniformer havde været igennem. Han læste:

Hula Hul må underrette Dem om, at tre hundrede nordcheyenner for nylig har forladt dette reservat. Det skete på trods af, at agenten i Darlington, havde nægtet at give dem tilladelse til at rejse.

Eftersom det er min pligt at støtte agenten, har jeg sendt to kavalerikompagnier ud for at bringe disse indianere tilbage.

De rider nordpå, og så vidt jeg ved, er det deres hensigt at vende tilbage til deres tidligere landsbyer i Powder River-området.

Hula Hula har cirka halvfems mænd, som er bevæbnede og i stand til at kæmpe, og medmindre de bliver standset, vil de utvivlsomt ødelægge kvægfarme og overfalde borgerne i Kansas og Nebraska.

Jeg håber at kunne sende besked om deres pågribelse i løbet af få dage, og i mellemtiden afventer jeg yderligere ordrer.«